Forskning i skilsmisse

Skilsmissen.net har talt med seniorforsker Mai Heide Ottosen, SFI

Mai Heide Ottosen er den forsker i Danmark, der har været længst tid på banen, når det handler om forskning i skilsmisser. Hun sidder på Socialforskningsinstituttet i København og evaluerer for øjeblikket den forældreansvarslov, der trådte i kraft i 2007. Det banebrydende i denne nye lov er det tvungne fælles forældresamarbejde efter skilsmissen. Et samarbejde, der for mange kan være svært og tungt og til tider nærmest umuligt at udføre i praksis, hvorfor Statsforvaltningerne også er overbebyrdede med sager.

Dette skaber en diskussion og en samfundsdebat, som mere afspejler far og mors uenigheder om hvem, der bedst kan varetage barnets tarv end den afspejler de børn, som, når forældrene går hver sin vej, befinder sig i en deletilværelse, hvor de skal pendle mellem to hjem. Børnene blive hørt i sagerne. Men vi ved også, at alle børn er loyale overfor begge forældre og ikke ønsker at forfordele.

Den kønsopdelte debat

I Statsforvaltningerne sidder børnesagkyndige og skal mægle, finde løsninger sammen med forældrene i sager, der tit og ofte mest er til den enes tilfredsstillelse. Én forælder går ofte nedbøjet fra Statsforvaltningen, enten fordi han eller hun ikke føler sig hørt, eller fordi denne forælder mener at samværsordningen ikke er til barnets bedste. Men dette er det normative felt, som Mai omhyggeligt forklarer. Det vil sige, at evalueringen af den udskældte lov af 2007 ikke kommer til at give svar på denne del af skilsmisseproblematikkerne. - Som forskere vil vi gerne undgå at bidrage i det normative felt som polemikken - den kønsopdelte diskussion - foregår i. Og forskningen kan ikke endegyldigt bidrage til at løse den konflikt. Ingen af parterne sidder inde med sandheden. Det er ikke problemstillinger, der kan besvares i forskningen.

Så snart det handler om følelser og subjektive tilkendegivelser, bevæger vi os over i socialpsykologien eller psykologien. Mai Heide Ottosen forklarer nøje, at forskningen ikke kan tage parti i denne del af skilsmisseproblematikken, fordi den enes mening jo ikke er bedre end den andens - set med forskerbriller. Der er mange parametre at tage højde for. Man kan ikke måle effekten af indførelsen af en lov uden også at tage højde for, hvad der sker samtidig i samfundet. Men tager man alle de ting i betragtning så kan man komme med et bud på, hvad tendenserne er.

- Man skal tage højde for sammenlægningerne af amterne til regioner, så vi gik fra de 17 Statsamter til de i dag 5 Statsforvaltninger. I den forbindelse skete der en stor personaleudskiftning. Det har også en effekt på, hvordan skilsmissesagerne blev og bliver forvaltet i dag. Så skal man huske på, at Statsforvaltningerne ikke beskæftiger sig så meget med forældremyndigheden. Langt de fleste sager handler om samværet med barnet og samværsordningerne, forklarer Mai Heide Ottosen.

- Samtidig med den nye lov gennemførte man også en domstolsreform, hvor man ændrede procedurer og sagsgange i domstolene. Derfor skal man være skarp på, hvad der er effekter af lovgivningsændringen, og hvad der er effekt af andre reformer. Man er nødt til at tage højde for kompleksiteten i problemstillingen, ellers forvrænges billedet.

Fælles forældreskab

Derfor fortæller Mai også, at i dag er den store forandring, set fra barnets perspektiv, at skilsmissebørnene er genstand for det fælles forældreskab. Og selvom 9 ud af 10 i dag bor hos mor, så er de næsten lige så lang tid hos far. Man vil meget gerne finde forskningsmidler til at undersøge, hvilken effekt denne deletilværelse har på børnene. Det er et stort socialt eksperiment, som vi udsætter børnene for. Hvad er det for en social karakter man giver disse børn, som har dette som grundbetingelse gennem deres opvækst? Det kan jo godt være, at man kan sige, at en adækvat opdragelsesstil eller socialisering - i forhold til, at vi skal skabe fleksible og omstillingsparate mennesker - er positivt. Der kan også være omkostninger. Eller måske etableres nogle tomme rum eller huller, som skilsmissebørnene risikerer at falde ned i, fordi de ikke har den kontinuerlige overvågning fra forældrene? Det ved vi ikke. Og det kunne være interessant at forske i de kommende år.

Afsluttende kan man konstatere, at internationale studier peger på, at hvis forældrene forstår at samarbejde på en ordentlig måde, hvis børnene har mulighed for at få fleksibilitet og medindflydelse på samværsordningen og forældrene bor tæt på hinanden, og hvis barnet har en passende psykisk konstitution, så kan der også være fordele for delebørn, fordi de kan udnytte de resurser, der ligger i at have støtte og opbakning fra to hjem. Det er her forskningen står i dag. Det kunne være interessant at se på de langsigtede konsekvenser af deleordninger. Og personligt mener Mai Heide Ottosen, at det kunne være interessant at se, hvordan barnet klarer det at indgå i senere uddannelsesforløb.

Set i socialforskningens lys, kan man altså konstatere, at man skal holde tungen lige i munden før man kort og kontant taler om effekten af den forældreansvarslov vi for øjeblikket har i Danmark. Sådan er det jo med love, og selvom det kan virke bagvendt, når man jo normalt ikke kan tvinge mennesker til at samarbejde, så kan man altså lovgive om det.

Du kan til gengæld debattere emnet på Skilsmissen.net’s blog.