Så læste jeg lige i Politiken, at par, der har besluttet at blive skilt, bliver nødt til at fortsætte med at bo sammen, fordi de ikke kan komme af med deres boliger grundet boligkrisen, og krisen i øvrigt. Puh! Et er at tage den svære beslutning om at splitte en familie op, noget andet er, at være tvunget til at bo sammen, om end for en tid, så dog i en tid, der bare kan være rigtig, rigtig svær, når først man har aftalt, at gå fra hinanden.

Jeg kan sagtens huske, hvordan det er, at stå i den uafklarede situation, hvor man ved, det er slut, men ikke kan gøre noget, for at de sidste bindinger for "good" løsnes for at et nyt liv kan begynde. Samtidig er der børnene, som er knyttet til deres barndomsbolig; og at skabe et liv i den uafklarede situation, som dybest set gør ungerne ondt, er noget af det sværeste jeg har prøvet.

Og finanskrisen kan vist ikke bare annuleres - lige meget, hvor meget vi ønsker det, men gid vi kunne!