I søndags var forfatter Lone Hørslev i DR2's Deadline for at tale om de digte, jeg omtalte i ugen op til. Hun læser et digt op og taler specielt om alle de kaotiske følelser, en skilsmisse fører med sig. Nu kan man jo synes en masse om lyrik og poesi, men dybest set berører hun det, mange af os føler og har følt, hvis vi ellers tør være i kontakt med de dele af os selv, når vi bliver skilt eller måske bare overvejer det.

Jeg synes det er stof til eftertanke, at skilsmisse er så meget fremme i medierne for tiden. Jeg hørte også forleden en ejendomsmægler udtale, at de akutsalg af boliger, der normalt er i januar i den såkaldte højsæson for skilsmisser i år er kommet senere pga finanskrisen. Tænk engang! I tråd med den artikel i Politiken forrige uge, som jeg omtalte, hvor nogle par må blive sammen selvom, de er fast besluttede på at ville gå fra hinanden.

Jeg kan jo også se, at det går rent ind hos nogle af jer. Der blogges en del om emnet. For det er virkelig provokerende!

Uanset hvad rammes vores achilleshæl - børnene. Og det egoistiske i at ville skilles som voksne trækkes straks ind i billedet. Selvfølgelig gør det det! Men for dem, der ikke føler de har haft noget at skulle have sagt, når utroskaben har vist sit grimme ansigt, er det måske endnu sværere. Og så skal der for alvor kæmpes på andre fronter. Kom bitterheden til livs! Også for ungernes skyld. Måske er det, det sværeste?