Jeg bliver simpelthen nødt til at dele det provokerende i, at når man når til at gå fra hinanden, hvilket der jo som oftest er mange og tit komplicerede årsager til og overvejelser over, så tvinges man til samarbejde med sin eks.

Ikke nok med at man har fælles forældremyndighed, den er tvungen, og det er vel i sig selv lidt absurd, når man måske netop gik fra hinanden fordi samarbejdet var svært.

Det er jo ikke fordi jeg mener et barn ikke har ret til både en far og en mor. Men hvis far og mor er så uenige om alt muligt (og umuligt), at det kommer til at gå ud over børnene, fordi der bliver virkelig dårlig stemning, og der i værste fald opstår en gråzone hvori børnene skal liste sig rundt. Men hvornår begynder vi at tage børnene så alvorligt, at de selv kan bestemme? Ja, det ved jeg godt små børn ikke kan, og det er her problemet opstår, for alle de teenagebørn jeg kender og har kendt med skilte forældre, de har altså i langt størstedelen af tilfældene valgt at bo hos den ene forældre. Netop fordi de ikke gider flytte frem og tilbage mellem mor og fars hjem (for deres bliver det måske netop aldrig, fordi far og mor har så travlt med at være på dupperne med at "det her jo også er dit hjem, skat". Dilemma.

Og når der så er børn involveret, som jo under ingen omstændigheder bør involveres i det man her på siden kalder "far og mors krise", så kan det - pardon my french - fandme være mere end svært.

Nu tænker du måske at jeg tænker på ting i småtingsafdelingen som at være utilfreds med at datterens tøj ligner en blanding mellem fastelavsoutfit og mystiske mønstre og farver i en montruøs sammensætning eller, at man ikke kan gå i træsko uden hælekappe, når ungen skal kunne løbe omkring i børnehaven ... Nej da, jeg tænker skam på cykelhjelm, sikkerhedssele, ikke selv at antænde fyrværkeri når man er 8, børnesæder eller ting i den dur. Ting man før - troede man da - var enige om, hvad angik ens fælles guldklumper. Ting, hvis de ikke bliver overholdt kan forvolde virkelig skade og i værste fald det man slet, slet ikke kan holde ud bare at tænke på, hvad det kunne forvolde af skader, hvis uheldet var ude. Hvad er det dog der sker med os, når vi bliver skilt fra hinanden?

Og så vil man have, at man tvinges til at tage fælles beslutninger. Også når det ikke lige handler om skolevalg eller institutionspladser. Hvor langt skal vi gå?

Er der ikke nogen her, der kan komme med et par gode råd, en tanke, en opmuntring?