2009.12.16 :: Så truer julen igen. For nogle af os er julen blevet et sandt mareridt. Eller hvert andet år er et mareridt. For mit vedkommende er det i år, fordi jeg ikke skal være sammen med mine børn op til jul, juleaften og i juledagene. Faktisk ikke i 14 dage. 14 dage er lidt ligesom 14 år. Jeg læste sidste år en blog af en ganske kendt psykolog, som opererer indenfor den positive psykologi. Altså der hvor man beskæftiger sig med det meningsfyldte og ikke det negative, problemfyldte i tilværelsen. Denne psykolog langede ud efter skilsmisseforældrene, og som jeg erindrer, var det, fordi vi skilsmisseforældre skal tage os sammen og lade være med at klynke og anstrenge os for - gennem samarbejde - at skabe en dejlig og fredfyldt jul for vores børn. Dette skurrer formentlig i flere end bare mine ører. For hvornår er det sværere at samarbejde med den man måske ikke er sammen med mere, netop fordi samarbejde var umuligt? Hvem vil ikke gerne have dejlige dage med sine unger, også i julen? Hvad hjælper det at anstrenge sig, når man ikke kan være i stue med den anden forælder? Dét må da skabe rigtig meget jule-ravage, hvis far og mor ligefrem må anstrenge sig for at julen bliver så hyggelig? Er det ikke værre for såvel et barn som en voksen, når det bare ikke er bjældeklang og familiehygge? Julen ér et helvede for mange skilsmisseforældre. Punktum. I min delefamilie har vi valgt kun at holde én jul med én forælder og alle børnene. Dét er julen. Så må den anden forælder holde en anden slags jul. Så børnene i det mindste er fri for den dårlige stemning juleaften. Hvordan holder du jul? (luk)